mandag den 4. marts 2013

Foråret er på vej

Den første tur på vandet efter isen er forsvundet gik til Mosede Strand. Det var egentligt ikke meningen, vi skulle bare ud med de andre klokken 10:00, men de søde mennesker advarede os om, at de skulle øve og ikke havde tænkt sig at ro særlig langt.

Og solen skinnede, og selv om der var en smule vind, var den fralands og dermed uden bølger, så af sted gik det over vandet, der var så tindrende klart og og blåt, at det var en ren fryd for øjnene endelig at blive anstrengt af lyset.

Så pludseligt var vi ved Hundige - og forude kunne vi skimte de røde bygninger i Mosede, lige lidt længere nede af kysten. At der er 5 kilometer er en hel anden sag - og at deres roklub havde fjernet anløbsbroen en tredje - vi kom frem, fik lidt at spise og drikke og vendte snuden hjemad.

Sjovt som verdenen ændrede sigt med den helt nye udsigt. Efter to timer at have Køge i det fjerne som fikspunkt, var det nu Avedøreværket og de tre store vindmøller, der fangede øjnene. Kystelinjen gled ud i en lang streg, og i lang tid kunne vi ikke afgøre, hvor kysten sluttede og indsejlingen til Hundige havn begyndte. Det blev faktisk først klar få hundrede meter før vi var fremme.

På tilbagevejen begyndte roteknikken at vende tilbage. Mange, mange tag taget med dyb koncentration fik åren til at glide lydløst i vandet, trække uden bobler - samtidig med, at det igen var bevægelsen i overkroppen, der trak åren tilbage, herligt at være på vandet, herligt at ro kajak.

Kort før havnehullet skulle vi lige tage de sædvanlige rul - men det er ikke altid, at det går som forventet - så i stedet øvede vi makkerredning. Ingen problemer, lidt koldt at være i vandet - men kajakken blev tømt for vand, og manden kom tilbage i cockpittet, og 100 meter længere fremme var rullet igen kommet på plads.

24 kilometers nydelse.

Senere på dagen plaskede vi rundt i svømmehallen - sikken dejlig service som kommunen yder os hver eneste uge. Her kan vi lege og vænne os til vandet, rullene og pudse teknikken af. Har siden julefrokosten drømt om et rul - og det nærmer sig med udførelsen. Se en god video her:

http://qajaqrolls.com/rolls/forward/reverse-sweep-roll

Jeg er stor fan af Christopher Crowhurst, som jeg har fundet mange rul med på You Tube

1 kommentar:

  1. Hvor lyder det altså som en smuk tur. Vi krydser fingre for at det snart bliver forår (igen), så du kan komme ud og afprøve alle de nye tricks fra svømmehallen.

    SvarSlet